Fremtidssikret mediestøtte efterlyses
Foreningen af Danske Interaktive Medier, FDIM, opfordrer til at, der tænkes fremadrettet, når de fremtidige mediestøtteordninger skal besluttes. Det bør være indhold og ikke medietype, der er afgørende for om man kan søge mediestøtte. En fremsynet mediestøtteordning bør derfor også give mulighed for støtte til internetbaserede medier. Det skriver FDIMs direktør Jon Lund i et debatindlæg i Politiken i dag.
Websites med kulturbærende og samfundsrelevant indhold, debat og kritisk journalistik skal i fremtiden kunne søge støtte på lige fod med f.eks. aviser og andre rent trykte medier, mener FDIM. På den måde sikres det, at de mange som er storforbrugere af nettet også fremover vil opleve et bredt, uafhængigt og demokratiunderstøttende mediebillede. Også selvom det ikke i sig selv måtte være kommercielt bæredygtigt.
”Vi har intet i mod at der gives støtte til de trykte aviser eller til public service tv. Begge medier er vigtige for samfundet. Men internetmedierne får et stadigt mere solidt tag i befolkningen og giver danskerne enestående muligheder for både at holde sig orienterede, søge viden og selv bidrage til samfundsdebatten med fakta og egne meninger. Derfor bør udnyttelsen af internetmediernes muligheder sikres en plads i en fremtidige mediebillede,” siger direktør Jon Lund.
I dag findes der ikke mediestøtteordninger til netbaserede medier. Det betyder, at alle internetmedier opererer under 100 procent kommercielle vilkår. Det er som udgangspunkt en god og sund måde at drive medier på. Men det betyder, at emner, der ikke er kommercielt bæredygtige, ikke bliver publiceret på nettet i stort omfang.
Nettet kan
Der er god grund til at fokusere på de muligheder som internettet giver til mediebilledet. Om få dage vil f.eks. Den Store Danske Encyklopædi gå online med alle dens tusindvis af artikler. Den største danske finans-”avis” på nettet – Euroinvestor - har aldrig set skyggen af en trykpresse. Danskernes foretrukne sundhedssite hedder netdoktor.dk. Og IT Factory-sagen blev igangsat af en selvstændig blogger, der i over et år borede sig ned i de mange løse ender og til sidst fik sagen til at rulle.
Også de gamle mediehuse har for længst fået øjnene oppe for de nye mediers muligheder. Nyheder både breakes og følges op på nettet – hele og halve døgn før avisbuddet når frem med den trykte udgave af aviserne.
Men det er stof og emner, som ikke har større kommerciel appel, og som derfor har hårde vilkår. Det er den type indhold, der efter FDIMs mening, bør tænkes ind i de fremtidige støtteordninger.
Mediestøtte under lup
FDIMs udmelding er foranlediget af det igangværende udredningsarbejde omkring den fremtidige mediestøtte, som Rambøll Management sammen med professor Anker Brink Lund er i gang med. I forbindelse med det arbejde har flere politikere udtrykt forståelse for at netmedierne bør blive støtteberettigede.
”Vi er glade for de positive tilkendegivelser vi har hørt og ser frem til at bidrage med vores viden om netmediernes vilkår og muligheder,” siger Jon Lund.
Læs debatindlægget på Jon Lunds blog.
Yderligere oplysninger fås ved henvendelse til:
Jon Lund, direktør i FDIM, mobil 27 83 46 02
Flest brugere, dec.
| Udgivelse | Brugere |
|---|---|
| dr.dk | 1.879.878 |
| windowslive.dk | 1.734.611 |
| tv2.dk | 1.635.454 |
| krak.dk | 1.498.987 |
| msn.dk | 1.461.353 |
| ekstrabladet.dk | 1.327.436 |
Kalenderen
Viden er magt
Ugentlig servicemail med trafiktal, arrangementer og nyheder fra branchen.
