Beskrivelse fusionsfiler til gemiusExplorer
Frem til september 2011 har gemiusAudience målingen udmøntet sig i to typer af filer:
- Popup panel filer, der indeholder danske FDIM sites
- Software panel filer, der indeholder øvrige/udenlandske sites.
Disse to filtyper er fra resultaterne for september 2011 blevet integreret og samlet i en ny type fil, vi kalder Fusionsfiler, hvor det er muligt at se brugertal og profil for alle sites i én fil. Med introduktionen af fusionsfilerne er software panel filerne udgået, de historiske softwarepanel filer er dog fortsat tilgængelige.
Popup panel filerne fortsætter uændret.
Vigtigt: Forskel i regler og metode
Samlingen af data fra to datakilder medfører vigtige forbehold og ændringer. En fusionsfil består af data fra to separate paneler, popup panelet og software panelet, som opgøres efter forskellige metoder og regler. Resultaterne i popup panel filerne og fusionsfilerne vil derfor ofte være forskellige. Af den grund er der vigtige forhold, man skal være opmærksom på, når man anvender fusionsfilerne:
- Websites målt i popup panel filerne er underlagt FDIMs regelsæt for trafikmåling og kan bl.a. derfor omfatte flere domæner, men ikke nødvendigvis alle sider på domænerne. Websites som alene måles i software panelet er ikke underlagt regelsættet. Her inkluderes alle sidevisninger på domænet, der har været besøgt at panelet.
- Aldersgrænsen i popup panelet er 7 år+, mens den i software panelet er 15 år+. I fusionsfilerne vil det være aldersgrænsen fra software panelet på 15 år+, der er gældende. Populationen vil derfor være forskellig de to filer imellem, og mindre i fusionsfilerne.
- Den vejning der foretages af panelister er forskellig for popup panelet og software panelet. Det betyder, at man ved sammenligning af popup panel filer og fusionsfiler vil kunne opleve afvigelser i resultaterne, herunder mindre forskelle i brugertallene (<1%).
- Resultater for en målgruppe kan også variere som resultat af den forskelligartede vejning (mindre målgruppe, større afvigelse).
- I fusionsfilerne er dobbeltdækning udelukkende baseret på data fra software panelet – også når der udelukkende kigges på noder fra popup panelet. Skal man udelukkende undersøge dobbeltdækning mellem FDIM sites, anbefales det at benytte popup panel filerne, da panelet her er væsentligt større.
- Når dobbeltdækning i fusionsfilerne udelukkende baseres på data fra software panelet, kan det medføre, at aggregering af sites fra hhv. software9 og popup panel kan resultere i et lavere samlet brugertal end de oprindelige brugertal.


