22. februar 2010

Ugens Profil

I denne uge er Ugens Profil
Foto af Christian Lund
Navn: Christian Lund
Virksomhed: kino.dk
Stilling: Redaktør og Adm. direktør
Baggrund: Cand.scient.pol.

Hvad arbejder din virksomhed på netop nu?

At styrke indholdet på Kino.dk og give flere muligheder for brugerinddragelse. Implementering af nyt og ens billetflow på tværs af biograferne på Kino.dk. Endeligt fokuserer vi på at tage positioner på det mobile område.

Hvad er det unikke ved jeres virksomhed?

Rent konceptmæssigt er det kombinationen af et inspirerende indholdssite og muligheden for rent faktisk at foretage en handel (billetkøb/reservation). Vi forsøger at mikse et onlinemedie og en e-handelsplads.

Hvad finder du spændende ved mediebranchen?

Først og fremmest de mange inspirerende, kreative og meget forskellige mennesker, der arbejder i den. Jeg sætter pris på, at produktet skal skabes hver eneste dag, og så det høje forandringstempo der præger branchen. Endelig kan jeg godt lide det varierende fokus på brugere, penge og bare slet og ret godt indhold.

Hvordan oplever du branchen netop nu?

Som balancerende lidt imellem to stole. Mange etablerede mediehuse lever fortsat af ”traditionelle medieprodukter”, og vil gøre det år frem i tiden. Udviklingen peger i en anden retning, men her er det specielt i en dansk kontekst svært at finde sikre forretningsmodeller. Der er meget søgen.

Hvad er de største udfordringer branchen står overfor i de nærmeste år?

At transformere de mange teknologiske muligheder til brugbare medieprodukter for dig og mig.
At opfinde og mikse forretningsmodeller, der også kan skabe økonomisk bund under kvalitetsindhold.

At håndtere et stigende krav til at have teknologi som fokusområde på linje med det redaktionelle og kommercielle.

Hvilke tendenser/muligheder er under opsejling?

Det mobile medie er pt. i rivende udvikling, og det bliver spændende at arbejde med i de kommende år. Herudover vil jeg fremhæve de muligheder, der opstår for lokationsbaserede tjenester og produkter.

Når det gælder digitaliseringen af indhold som musik, film og bøger, vil der opstå betydelige forskydninger i værdikæden mellem producenter, udgivere, distributører og retail-leddet.

Hvordan ser branchen ud om 3-5 år?

Jeg håber, den vil være præget af mange virksomheder, vi kender i dag, og en række nye betydningsfulde spillere. Mon ikke de globale spillere har endnu større gennemslag.

Hvad inspirerer dig?

Kolleger, digitale legekammerater, og i det hele taget passionerede mennesker. Hertil familien og en række områder væk fra medielivet.

Hvis du skulle lede en revolution, hvad skulle den så ændre?

Hvis vi bliver i medieverdenen, ville jeg være stolt, hvis jeg kunne været med til at skabe medieprodukter, hvor indhold og forretningsmodeller blev mikset på en helt ny måde. Det står højt på min ønskeliste at udvikle en model, der kunne sikre økonomi i kvalitetsindhold.

Nævn din ”top 5” af medier du selv bruger og begrund hvorfor?

1. Magasiner. Wired, Economist - skarpt og kondenseret.


2. iPhone. Elsker, elsker den. Både til opdateringer og leg.


3. Bøger. Biografier, krimier - og når det gælder fagbøger, er jeg blevet rigtig gode venner med min Amazon-konto via Kindle.


4. Min feedreader. Hurtigt overblik for en nyhedsjunkie.


5. Film - i biografen. Med små børn er det en luksus at kunne gå i biografen i dagstiden som led i ens job.

Ugens Profil - uge 6 - Rasmus Emborg

Ugens Profil - uge 5 - Anders Tvede Granzow

Ugens Profil - uge 4 - Søren Queitsch

Ugens Profil - uge 3 - Timme Bisgaard Munk

    0 kommentarer

Skriv en kommentar

» Send kommentar

Toplisten

Position Udgiver
1dr.dk
2krak.dk
3tv2.dk
4ekstrabladet.dk
5windowslive.dk
» Hele toplisten

Nyhedsbrev

Ugentlig servicemail med trafiktal, arrangementer og nyheder fra branchen.

» Tilmeld