Mediestøtteordningerne bliver fortsat diskuteret, og nu inviterer DONA - Foreningen for danske online journalister og kommunikatører - til debatmøde om fremtidens mediestøtte under overskriften Copenhagen Clash. Arrangementet er interessant for alle, der beskæftiger sig med medier, og derfor gør vi alle FDIM-medlemmer opmærksom på det her.
DONA skriver i indbydelsen: Vi nærmer os hastigt det næste medieforlig, hvor der er intet mindre en 1,5 milliard kr. på spil.
Papiraviserne oplagstal er dalet langsomt med sikkert de sidste mange år. Dermed risikerer dagbladene, at logikken bag den nuværende mediestøttemodel forsvinder, for lige nu er der kun støttekroner til journalistik på papir.
Til gengæld har mange dagblade og helt nye netmedier fået fat i store og ofte nye målgrupper på nettet. Men, det er dyrt at udvikle nye produkter. Især produkter som kunderne vil betale for.
Det vigtigste spørgsmål lige nu er derfor: Trænger vi til en modernisering af mediestøtten, så gamle medier kan hjælpes på vej ind i den digitale tidsalder og en ny underskov kan vokse frem. Næste spørgsmål er: Hvilke principper skal den uddeles efter? Een ting er i hvert fald sikkert:
En række netmedier banker på døren, og udfordrer de gamle principper om kun at støtte papiraviser og avisbude.
Vi har inviteret topbosserne og branchefolk fra nye og gamle medier - blandet andet dig - til at overvære det livlige opgør om mediestøtten:
COPENHAGEN CLASH
16. september, kl. 15 - 17
Hos Dagbladet Information, St. Kongensgade 40, Kbh.
Tilmelding her (100kr): http://korturl.dk/dic
KOMBATTANTER
På den ene side i opgøret står to af landets mest erfarne avisbosser: Erik Bjerager og Bent Falbert. Erik Bjerager sidder i DDFs bestyrelse, er formand for Dagspressens Fond, bestyrelsesformand for Ritzau og ansvarshavende redaktør på Kristeligt Dagblad. Bent Falbert har i et par årtier været topboss på Ekstra Bladet og har en evne til at sige ting så direkte, at de bliver lysende klare.
På den anden side to onlinechefer, der længe har plæderet for en ny fordeling af mediemilliarderne: Christian Peytz er formand for Foreningen af Danske Internetmedier og direktør for onlinevirksomheden Peytz & Co., og Ulrik Krag, direktør for Mediaprovider A/S, der står bag onlinemedier som bl.a. Comon.dk.
DOMMERPANEL OG KAMPLEDER
Dommerpanelet består af to af landets mest indflydelsesrige mediepolitikere: Ellen Trane Nørby (V) og Mogens Jensen (S). De får selskab af professor i medieledelse Anker Brink Lund (CBS). Ordstyrer og kampdommer bliver Jakob Elkjær, redaktør på fagbladet Journalisten.
Salen vil forhåbentlig være fyldt med redaktører og journalister fra de mediehuse, for hvem der står så meget på spil.
BLIV KLOGERE
Vi vil op til arrangementet klæde dig grundigt på via Facebook og Twitter: Hvilke udspil er de forskellige mediechefer kommet med, og hvad har politikerne egentlig sagt indtil nu?
Følg os på Twitter:
http://twitter.com/copenhagenclash
Følg Copenhagen Clash på Facebook:
http://korturl.dk/0m2
